Minimal opmærksomhed på normeringer: har vores nye regering glemt de mindste?

5. JANUAR 2023, CASPER LARSEN, FAR TIL TO

Vores nye regering har udarbejdet et meget omfattende og gennemarbejdet regeringsgrundlag. Især derfor er det meget bekymrende at daginstitutionernes minimumsnormeringer overhovedet ikke er nævnt.

Der var ellers mange forældre der åndede lettede op, da minimumskravet til antal voksne pr. barn blev indført i Mette Frederiksens første periode som statsminister. Nu skulle der endelig være økonomi til at sikre børnene en god hverdag, også i økonomisk pressede kommuner.

Med regeringsgrundlaget er lettelsen erstattet med bekymring. Er der er plads til en børnenes statsminister i den nye regeringskonstellation? Godt nok er der fokus på trivsel, men alene med udgangspunkt i større børn, og børnene skal trives længe inden de begynder i skolen. Alle undersøgelser peger da også på at de første tre år af børnenes liv er formative for al fremtidig trivsel og mistrivsel.

Regeringens tavshed om minimumsnormeringerne kan tolkes på flere måder. Den neutrale tolkning er, at regeringen planlægger at lade minimumsnormeringerne fortsætte som aftalt ved indførslen i 2021, uden ændringer eller forbedringer. Det kan også betyde, at regeringen vil give kommunerne frihed til selv at vurdere, hvad der er “bedst” for børnene, uagtet om dette lever op til minimumsnormeringerne.

Hvis minimumsnormeringerne fortsætter uændret, har regeringen forpasset muligheden for at forbedre og udbygge dem, og der er fortsat mange gode grunde til at sikre, at minimumsnormeringerne lever op børnenes behov for omsorg og pasning. For det første vil det naturligvis være til gavn for børnene selv. De vil møde flere kompetente, veluddannede voksne med overskud til at være både omsorgs- og dannelsespersoner og ikke blot bleskiftere. For det andet vil en forbedring også være til gavn for de voksne, der arbejder i daginstitutionerne, da deres arbejdsbyrde bliver realistisk at håndtere, hvis der er nok hænder til alle de opgaver der stilles.

Virkeligheden har desværre vist, at minimumsnormeringer i de fleste kommuner fungerer som maksimumsnormeringer, og vi må se virkeligheden i øjnene. Derfor er det ikke nok at håbe på at kommunerne selv formår at prioritere børnenes trivsel. Kommunernes økonomi er historisk presset, som resultat af stigende energipriser og generel inflation. Det vil derfor være katastrofalt for vores børn, hvis regeringen pønser på at give kommunerne frihed til selv at vurdere, hvad der er “bedst” for børnene, uanset om dette lever op til minimumsnormeringerne. En frihed fra minimumsnormeringen vil uundgåeligt betyde, at der er børn der vil blive svigtet i institutionerne, når de pressede pædagoger ikke kan slå til. Det vil også betyde generelle forringelser af vores mindstes vilkår.

Særligt i de kommuner, hvor man er langt bagud ift. minimumsnormeringerne, finder man på kneb, der går ud over kvaliteten og fagligheden i institutioner. I vores kommune, Slagelse, har vi f.eks. oplevet konsekvenserne i vores vuggestuer og børnehaver. 10% af de uddannede pædagoger i kommunens institutioner er erstattet med ufaglærte, samtidig med at halvdelen af kommunens sprogpædagoger er blevet afskedigede.

Andre forældre har lignende oplevelser i resten af landet. Andre fiduser inkluderer flere lukkedage, reduceret åbningstid, mindre rengøring og vedligehold i institutionerne, fællespasning i ferier, dårligere bemanding ved sygdom og ledere, der skal dække flere institutioner.

Hvis regeringen ønsker at sætte børnenes trivsel i højsædet, så skal man lave indgreb hos de mange kommuner, der er på vej i den forkerte retning. Det gælder ikke bare den tredjedel af kommunerne, som stadig ikke lever op til minimumsnormeringerne, men også alle dem, som når dem på bekostning af faglighed og serviceniveau.

Ved sidste valgkamp vandt børnene minimumsnormeringerne, især på grund af den barske TV2-dokumentar Daginstitutioner bag facaden. I praksis blev disse dog først indført med virkning fra 2024. Lempes de allerede inden de nåede at træde i kraft, bliver sejren for alvor hul.

I regeringsgrundlaget tales der om frisætning i det offentlige. Det kan være godt for børnene, hvis man ønsker at reducere bureaukratiet til det mest nødvendige og give personalet i institutionerne mere tid til børnene. Dog får frygten for at det også kan omfatte kommunernes prioritering af småbørnsområdet det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Med alle de krumspring, der allerede benyttes i kommunerne, kan man få den tanke at frisætningen blot gælder mulighederne for at udbygge sparekataloget.

Det var på ingen måder det, der var tanken med minimumsnormeringerne. De skulle netop være et faktisk minimum, som skulle udbygges over tid. De skulle sikre reelle normeringer hos børnene på gulvet frem for en flot normering på papiret. Helt underforstået var det, at de ikke skulle opnås ved alle mulige andre besparelser i institutionerne. Beskeden er vist ikke nået ud i kommunerne.

Flere og flere forældre tager skeen i den anden hånd og vælger at passe deres børn hjemme. Hvis det er fordi disse forældre ønsker noget andet for deres børn, er det selvfølgelig fint. Men hvis det sker på grund af dårlig kvalitet og service på institutionsområdet, bør det få advarselslamper til at blinke hos beslutningstagerne. Det gælder både i kommunalbestyrelserne og på Christiansborg. Offentlige tilbud er kun relevante, hvis borgerne vælger dem til.

Hos BUPL er man optimistiske, med udsigt til en længe tiltrængt lønforhøjelse. Men er forbundet også optimistiske på børnenes vegne? Og hvem giver børnene deres ”lønforhøjelse”? Hvis de små skulle strejke, kunne de kræve flere hænder, mere voksentid, et stop for forringelser af fagligheden – og vigtigst af alt, en følelse af at de er i centrum og at deres dag handler om udvikling, og ikke opbevaring.

Den nye regering bør tage minimumsnormeringerne op til revision og sikre, at de lever op til de behov, børnene faktisk har. I disse tider kan det givet være svært at finde penge til den planlagte udbygning, men de må som minimum indfases som planlagt og uden at føre til andre besparelser i institutionerne. Det er det mindste vi kan gøre for de mindste.