Næste stop: Kommunalvalg 2021



Staten har givet papirsnormeringer og en historisk lov, som sætter prop i besparelser. Nu skal kommunerne skabe gennemsigtighed for de reelle normeringer på den enkelte institution. Minimumsnormeringer skal fremskyndes, gælde for alle institutioner og betragtes som en bund – ikke et loft. 

Marie Blønd (talsperson for #HvorErDerEnVoksen

Set i børnehøjde, så vil #papirsnormeringer ikke gøre den store forskel ude på gulvet. Staten har taget hul på daginstitutionbørns rettigheder med loven om minimumsnormeringer, men ikke sikret en forventningsafstemning.

Børnene vil ikke komme til at møde 1 voksen til 3 børn i vuggestuer og 1 voksen til 3 børn i børnehaver, selvom lovforslaget lover dette.

Vi kan endda risikere, at der vil være 1 voksen til 16 børn (jvf omsættertabel) i nogle børnehaver, da opgørelsen kun skal laves på kommunalt niveau, og variationen fra institution til institution, stadig vil være gemt. Det har Ministeren Pernille Rosenkrantz-Theil bekræftet overfor Børnenes Bureau.

Kommunernes rolle i at skabe mærkbar forandring for børnene

Vi ved, at kommunerne spiller en helt afgørende rolle i at implementere minimumsnormeringer, og i den proces ser vi følgende faldgruber, desværre forankret i kommuners ageren:

  • Minimumsnormeringer bliver forvekslet med sociale normeringer. Det vil sige, at de ikke fordeles lige, og dermed ikke udgiver bunden/fundamentet, som sociale normeringer skal bygge videre på.
  • Minimumsnormeringer anskues som det endelige mål og ikke en nedre grænse, og derfor ser vi mange kommuner nu SPARE PÅ daginstitutionsområdet, da der kommer penge fra staten. De vil ikke selv afsætte betydelige midler i budgetter, men ser 1:3/1:6 (på papiret – papirsnormeringer) som det endelige mål og grænse.
  • Minimumsnormeringer vil ikke være gældende i alle institutioner, da det opgøres på kommunalt niveau, og derfor kan der være stor forskel. Det skal der også til tider være, men her skal der tages andre midler, så som ‘1000-dages programmet’ eller sociale normeringer i brug.

Med denne viden, så må vi lave kampagne op til kommunalvalget, for at man lokalt er klar over, at også kommunerne bærer et ansvar, og at de allermindste børn stadig skal prioriteres og være på den lokalpolitiske dagsorden.

Børn over budgetter

Op til Folketingsvalget i 2019 var der meget diskussion om, hvorvidt minimumsnormeringer skulle indføres. Kommunerne argumenterede for, at det var indgreb i det kommunale selvstyre. Men vi ved allesammen godt, at det folkelige pres skyldes evige spareøvelser, der har udhungret daginstitutionsområdet og gjort det til normen, at små børn har været overladt til sig selv.

Vi mener, at børns ret til omsorg skal komme før spareøvelser i budgettet, og når staten kan prioritere børnene, så skal kommunerne også. Kommunerne skal IKKE sætte sig på pausebænken og kun implementere de midler, der kommer fra staten, samt modtage 20% overhead – de SKAL selv spæde til!

Gennemsigtighed

Vi forældre har kaldt på gennemsigtighed længe. Der lægges et røgslør ud, når 1:3/1:6 ifølge Danmarks Statistik er målet, da vi ved, at det konverteres helt anderledes i virkeligheden.

Med afsæt i omsættertabellen, lavet på lokaldemokratisk vis i Fredensborg Kommune med fagforeninger, forældre og forvaltning, vil vi gerne forklare kommuner, hvor vigtigt det er, at de er ærlige om normeringen, når vi taler ‘børnetid’ – det vil sige, at man regner normeringer ud (med forbehold), som børnene oplever det. Læs mere om omsættertabellen.

Derfor har vi også (foreløbigt) regnet de reelle normeringer ud jvf. omsættertabellen i 20 kommuner –
se reelle normeringer her